En alvorlig skarnsstreg fra 1954, skrevet af Søren
En af de skarnsstreger der gik fuldstændigt skævt, var da man i kvarteret et par parallelveje fra hvor jeg boede, var ved dels at byggemodne og sideløbende var ved at bygge nogle rækkehus. Vejen var vel omkring de 150 m. lang med nye rækkehuse under opførelse på begge side af vejen.
Det var således en stor byggeplads, et eldorado at lege i for os drenge. Det var ikke helt ufarligt, da alle husene havde kældre, og det var langt tid før arbejdstilsynet krævede afspærringer både af kældre og byggepladsen i det hele taget. Inden længe fandt vi da også i arbejdsskurene, noget så lækkert som sodavand i de gode gamle patentflasker. I et materialeskur fandt vi, at murerne havde nogle poser, med et krystallignende stof i. Inden længe fandt vi så ud af at dette var karbid. På det tidspunkt blev mørtel til at mure og pudse med blandet på byggepladsen af sand og læsket kalk. Hertil blev tilsat karbid, for at gøre mørtlen lind og cremet at arbejde med.
Opdagelsen af karbid blev både vor fordel, men i den sidste ende også vor grumme skæbne. Fordelen bestod i, at vi ved vandet i Kalveboderne, som farvandet mellem Sjælland og Amager hedder, havde både og tømmerflåder som vi kunne sejle ud med. Vor snilde gik på, at når vi på byggepladsen, havde drukket nogle sodavand, som jo var i patentflasker, ja så tog vi disse flasker med os. Ude på vandet kom vi så en lille klump karbid i flasken samt en lille smule vand og lukkede patentkapslen tæt i. Ud i vandet med flaske og så vente. På det tidspunkt var der ganske mange fisk i Kalveboder, især torsk, men også makrel og hornfisk. Flasken lå så og gyngede og glimtede i vandet og fiskene kom nysgerrigt op til overfladen for at se hvad det var. Og så, bang, flaskens overtryk fik den til at eksplodere, fiskene blev øjeblikkeligt lammet, hvorefter vi hurtigt med ketchere fik dem fisket op i båden eller på tømmerflåden. Det blev hurtigt en indbringende handelsvare hos omegnens familier, når vi troppede op med friskfanget fisk, billigt til salg.
Og så til vor skæbne. Vi var et sjak på vel 3-4 stykker og en af drengenes far arbejdede på stedet, og var pladsmand på byggepladsen. Han havde ved flere lejligheder jaget os bort, med besked om at det var alt for farligt at lege der. Og så en dag, efter fyraften naturligvis, var vi der og lege. Vi havde snuppet en hel pose af vidundermidlet og i kådhed hældt hele indholdet ud i en kloak. Inden for kort tid duftede det af de frigivne gasser da det kom i forbindelse med det rindende vand i kloakken. En og jeg huske ikke hvem, spurgte så om vi ikke skulle smide en tændstik i kloakken. Hvem der så gjorde det husker jeg heller ikke, men mig var det ikke. Resultatet udeblev da heller ikke, for der lød et øresønderrivende brag og kloakdækslerne 100 meter ned af vejen lettede. Hvad værre var at ud af et af de næsten færdige huse kom kammeratens far løbene ud med bukserne nede om haserne og med lort helt op til nakkehårene.
Ak, kloakken havde slået tilbage op i toilettet, hvor han uheldigvis sad på potten. Vi løb angste, skræmte og grinene og gemte os i sivene nede ved vandet. Faderen havde selvfølgeligt registreret hvem de formastelige var og vi blev snart overmandet og fik så mange tæsk, hvilket jo var ganske som fortjent. Det værste var at vi skulle hjem og fortælle vore forældre om sagen, som udviklede sig til at alle vore forældre senere blev præsenteret for en ganske stor regning, idet kloakanlægget flere steder var fuldstændigt kollapset. Behøver jeg at sige, at jeg fik endnu en gang tæsk og oveni 3 måneders stuearrest, men morsomt var det. Til alt held var min far forsikret, hvilket ikke var tilfældet med alle de andre drenges forældre som måtte betale af egen lomme.
Indrykket 19. januar 2016
Indlæg af Alice Rohr
Geografi- og musiklærer Asmussen
Jeg har på Strandmarksskolens Facebook-side set, at mange elever kaldte Asmussen for 'Assefar'. Det tror jeg aldrig, jeg har gjort. Jeg har heller aldrig vidst, hvad han hed til fornavn. Vi var langt fra dus' med lærerne, dengang.
Han var skrap, Asmussen, og havde en bidsk tunge, der både kunne more og såre. Jeg var så uheldig, at han havde oplevet, hvad jeg kunne præstere, hvis jeg gav mig tid til at lave mit hjemmearbejde ordentligt. Det gjorde jeg sjældent. Jeg elskede at læse bøger, døgnet rundt, men sjældent lektier. Én gang havde vi fået en skriftlig opgave for – og det var vist ikke så sædvanligt i geografi? Jeg var på dette tidspunkt ret gode venner med Marianne, som både var en klog og flittig elev, og vi kom tit efter skoletid i læsesalen, hvor i øvrigt også både Bent og Søren kom, bl.a. da vi til historietimen skulle lave opgaver om 'Odysseen' og 'Illiaden'.
Nå, tilbage til geografiopgaven, som var fri. Vi skulle blot beskrive et 'geografisk område' efter eget valg. Uvist af hvilken grund, men sikkert også ud fra motivet om ikke at skrive om noget, jeg vidste at andre beskrev, blev mit valg 'Tundraen'. Umiddelbart synes der ikke været meget interessant at skrive om et forfrossent hede- og moselandskab, der kun nogle uger om året er frostfrit – ca. 15 cm ned i jorden - og derved giver plads til beskeden vækst af mosser og lav'er. Men jeg ramte i hvert fald noget i Asmussens kolde pædagoghjerte, og jeg skulle læse 'mesterværket' højt for klassen. Meget pinligt. Det gjorde dog også, at jeg efter hans mening aldrig senere ramte de samme højder igen. Hverken når jeg havde læst på lektien, eller når jeg ikke havde. Mine karakter balancerede mellem Mg-minus og Godt, men ved en lejlighed, hvor jeg havde 'undergået' mig selv, hvæsede han: 'Alice, når du en dag kommer tilbage til Vorherre, kan du sige: 'Kære Vorherre. Tak for den gode hjerne du gav mig. Her har du den tilbage, så godt som ubrugt!'' Den sved lidt, men jeg syntes faktisk også, han var morsom.
Jeg ville ønske, at han havde set mig i realklassen i Holbæk, hvor jeg for første gang oplevede at blive en lærers yndlingselev (fordi jeg vidste hvem Gauguin og Sartre var, som den eneste i klassen!!). Og dén lærers begejstring ville jeg så ikke skuffe og læste som en gal, så jeg fik både Ug-minus i årskarakter og til eksamen. I geografi! (Fik Tg-minus i eksamenskarakter i fysik, men det er en anden historie.)
Asmussen som musiklærer husker jeg til gengæld ikke ret meget om. Kun at han fortalte, at han som ung havde haft en drøm om at blive koncertviolinist. Den drøm havde hans musiklærer dog slået ihjel, da han fortalte den håbefulde elev, at han måske kunne blive en nogenlunde musiker, hvis han øvede sig mindst 5 timer - hver dag. I stedet valgte han så at undervise middelmådige elever.
Alice Rohr, indrykket 21. januar 2016
Indlæg af Lise Bundgaard Jeppesen
Erindring
Efter vores træf kom mange minder op til overfladen. Har derforlyst at bidrage med erindringer fra før min skoletid, som omhandler to drenge somsenere blev vores skolekammerater. På daværende tidspunkt boede min familie og jeg på Paris Bulevard. Vi var en lille flok børn, som legede sammen på vejen. Det hændte at to store drenge dukkede op. De boede på vejen bagved og derfor ville vi nok først lege med dem, men det adstedkom at de så kunne drille os. Vi havde det ikke godt og var nok bange for dem. Disse to drenge var Bent og Erik.
Da jeg skulle da starte skolen og husker stadig min mors ord; Nu håber jeg sandelig ikke du kommer i klasse med de to knægte. Men det skete jo og jeg var glad for at vi flyttede da jeg fik skolestart. Vi kom til at bo på Gl. Køgevej langt fra plageånderne. I en af de andre lejliheder flyttede Hanne Schneider og familie ind. Vi blev perlevenner min skoletid ud. Jeg kom meget i hendes hjem og det var noget helt særligt, de havde ung pige i huset.
Moderen arbejdede heltid, var fuldmægtig på Hvidovre Rådhus, men trods det brugte hun megen tid at hjælpe Hanne og jeg ind i matematikkens mysterier. Derfor havde jeg i mit stille sind håbet at gense Hanne,men jeg glæder mig over alle jer jeg allerede har mødt og dem som støder til senere, deriblandt Erik som måske intet husker af det her omtalte. Jeg vil også give en kop kaffe hvis jeres vej skulle falde forbi. Mange tanker og kærlig hilsen Lise
Skrevet af Lise Bundgaard, indrykket den 2. februar 2016
Indlæg af Alice Rohr
Skolerevy april 1960
Af Alice Rohr
Jeg husker ikke hvad årsagen til denne skolerevy var, men jeg tror, det havde et eller andet velgørende formål. Inger Ostenfeldt var en af drivkræfterne bag, og jeg mener derfor, at vores klasse var af de mest bidragydende.
Jesper Klein var jo et af de oplagte valg, og han var da også med i hele tre numre: Han spillede klaver i en jazztrio, hvor Yngve Bildtsted fra en anden klasse spillede bas. Torben Berg spillede trommer og Per Dalsgaard på trompet. Jespers andet nummer var en monolog af Storm P. , hvor man virkelig kunne opleve en komiker i svøb. Hans 3. optræden var sammen med Inger Green i en moderne udgave af 'Hans og Trine'. Den oprindelige udgave var af Poul Martin Møller (1794-1838). Den var lang og med mange sære ord. Den havde vores lærer tiltænkt Anton, klassens højeste dreng, og mig, der langt fra hørte til de højeste piger. Anton hadede det, og også at klassen grinede på 'upassende steder', når vi øvede. Det var der nu intet at sige til. Hør blot et lille udpluk her, og se så stive og tårnhøje 'Hans' og lille, nuttede 'Trine' for jer:
HANS
Skønne Sol for alle Sole!
ille Trine! søde Glut!
I er kommen snart fra Skole
I Fru Planes Institut.
TRINE
Hun har Gigt i Hals og Hoved,
Derfor fik vi Lov idag.
HANS
O, saa være Himlen lovet!
Vi kan tales ved i Mag.
Nys jeg er fra Reitzel kommen,
Og en nysselig Roman
Har jeg her i Trøjelommen,
om vi sammen læse kan.
Den er om to unge Hjærter,
Som man skiller ad ved List:
Efter mange bitre Smerter
Gifte de dem dog til sidst.
TRINE
O, unævnelige Glæde!
Søde Hansemand, betænk,
Hvor vi skal tilsammen græde!
Sæt dig ned paa denne Bænk.
HANS
vilket Levned dog mig venter,
Naar jeg bliver rigtig stor,
Og som Brud til Kirken henter
Dig, min rare Trinemor!
(den er tre gange så lang , AR)
Inger og Jespers 'moderne' udgave ved jeg ikke hvem, der havde skrevet, men den var sjov. Jespers mimik og gestik stod fint mod Ingers kølige, blege afmålthed. To rødhårede i hver sin ende af farveskalaen. Godt set! At teksten så rummede nogle særheder som: ”... ind i min Packard, du sti(ge)r! ” betød mindre. Det var vist de færreste af os Hvidovrebønder, der anede - endsige havde set - en Packard. (Bilen var en slags amerikansk Rolls Royce i 30' og 40'erne, men forsvandt fra markedet i 1958.)
Jeg kunne jo nok se, hvem der strøg med palmerne her, så i stedet konfererede jeg med Inge-Lise Sørensen om at vi to sang 'Raketvisen' (melodi: 'Radetzky marchen') fra en revy med bl.a. Bodil Steen og Marguerite Viby der hed 'Orfeus i underverdenen'. Den havde jeg lært udenad fra en af min fars plader og tillempede nogle af de lidt 'altmodische' navne i sangen. Den startede:
Nu skal vi ud på eventyr, eventyr, eventyr,
og vi vil synge Dem en lille vise, mens vi flyr'.
Tænk, hvad de finder på i dag, på i dag, på i dag,
om et par år så futter verdens første rumskib af.
De kan tro, der bliver' rift om billetterne,
når der først kommer fart i raketterne.
Det bliver' dyrt, de'r klart, 2½ milliard,
men i grunden er det et billigt,
husk på, man kommer langt væk fra skattebilletterne,
når man først kommer op i raketterne
alle folk vil med, op til Mars
væk fra Viggo Kampmanns fiskefars
osv. osv.
Inger Ostenfeldt var sur over, at Anton (med stor lettelse) og jeg var enige om at trække vort bidrag. Hun var heller ikke glad for mit selvstændige initiativ, men da jeg fortalte, at de to indslag varede lige længe, og at den anden revyansvarlige (tror det var Lundsgaard) havde godkendt ændringen, gav hun sig. Forestillingen blev vist 22., 23. og 25. april 1960 og fik fin omtale i 'Hvidovre Avis' 29. april. Inge-Lise og jeg kom på forsiden. Det udklip havde jeg forlist, men fik det efter vort skoletræf sendt fra Lise Bundgaard. Inde i avisen kan jeg huske, der stod noget i retning af: To numre i revyen kunne have fået succes på en professionel scene: Jesper Kleins Storm P. monolog om 'Trådløs forbindelse' osv... og 'Raketvisen' med osv. osv. Og skribenten så jo rigtigt i det første.
Af de andre optrædende i den revy husker jeg én, der sang Otto Brandenburgs 'To lys på et bord', og at en anden havde stor succes med Grethe Søncks 'Hvorfor skriver du aldrig, Klaus Jørgen?' Kan ikke huske elevernes navne.
Men det var min første og næstsidste 'scene'optræden. Den sidste var som heks i 'Fyrtøjet' i min ældste søns skolekomedie i Humlebæk ca. 40 år senere. Og hvor jeg får hovedet hugget af (et rødkål med tørklæde!) Så sådan endte den scenekarriere!
Indrykket 15. februar 2016
En skolestil om vor skole, af Lise Bundgaard Jeppesen
Da jeg foretog en lille eftersøgning af min lejrskolemappe stødte jeg på mit gamle stilehæfte med en rørende stil om vor skole. Måske den kan gøre sig fortjent i dette forum ?
Min skole.
Den skole, jeg går i, hedder Strandmarksskolen. Den ligger i den sydlige del af Hvidovre, nemlig på hjørnet af Strandmarksvej og Hvidovre Enghavevej.
Skolen ligger frit, overfor er villaer, bagved og på den ene side ligger sportspladserne. Disse ligger dejligt, da de støder ud til en stor mark. Men den skal der snart bygges på.
Skolegården har et stort bed i midten med en masse kønne blomster, og midt i det står flagstangen. Der er ligeledes to træer med bænke omkring. Der er også nogle bænke med halvtag over. Foran bygningen er der anlæg.
Skolen er bygget af to omgange. Den første del var færdig i 1934 og resten i 1950. Der går ca. 1200 elever, og skolen rummer 28 klasseværelser. Den er bygget af røde mursten, og har et tag af røde teglsten, som ser meget flotte ud, når solen skinner på dem. Vores klasseværelse er midt i bygningen i noget som kaldes
"tårnet" , skønt det kun er en etage højere end det meste af den øvrigheden af skolen. Det er på første sal.
Der findes tre gymnastiksale på skolen. En, hvor de går i de første par år, og så pigernes og drengenes. Der er to sysale, en i den gamle og en i den nye bygning. Ligeledes er der en dejlig stor tegnesal, og overforligger der fysiklokalet. Et naturhistorielokale og et skolekøkken er der også og en sløjtsal.
Endelig er der en læsestue, hvor man kan gå ned og læse lektier og lave forskellige opgaver. Der bliver også nogen gange vist lysbilleder, men der må desværre ikke være en klasse der på grund af pladsmangel, så det er sjældent, at nogle klasser kommer derned. Der er ingen aula på skolen, skal vi samles, bliver dets den største af gymnastiksalene. Der bliver juletræet holdt, og de arbejder, der er lavet i årets løb, bliver udstillet der til eksamen. Den første dag førsteklasserne er i skolen, samles de også der.
Skolegården
Læselokalet
Indlagt, den 20. Februar 2016